Snart jakketid

Min mobil fløjter. Det gør den, når min familie sender mig en SMS. Klokken er 6 om morgenen her i Chicago, og jeg bliver vækket af telefonens fløjt. Det er min store datter, som skriver, at hun savner mig og glæder sig til, at jeg kommer hjem på fredag. Jeg er på forretningsrejse og glæder mig også til at komme hjem igen. Det har været nogle hektiske dage med mange møder. Min datter spørger mig, om jeg får tid til komme i en mall for at købe en jakke til hende. Hun sender mig et link til en model, hun har set, og som hun åbenbart er helt vild med. Hun skriver størrelsen, hun bruger. Det er en jakke i denimstof. Et eller andet ukendt mærke, men hun skriver, at hun bare må have den jakke.

Forkælet måske

Jeg lægger telefonen fra mig. Stiller mig under bruseren for at vågne helt. Tænker, at jeg kan da prøve at finde den jakke til hende. Jeg forkæler mine børn, ja. De ved, at jeg vil gøre alt, hvad jeg kan for dem. Og hver gang jeg kommer hjem fra forretningsrejse, har jeg altid noget med hjem til dem. Så hvorfor ikke en cowboyjakke, som min datter er vild med.

Jeg tjekker mit program og ser, at jeg har to timers frihed fra møder midt på dagen. I morgen får jeg simpelthen for travlt. Flyet hjem afgår i morgen ved 10 tiden om aftenen. Så hvis jeg skal have gaver med hjem til familien, skal indkøbene foretages i dag.
Tager arbejdstøjet på og går til mit første møde. Det trækker ud. Men endelig bliver vi færdige, og jeg kan holde en pause.

Jakker til kvinder og piger

Jeg tager en taxa hen til den store mall, jeg kender, og begynder at lede efter jakker til kvinder. Min datter er 17 år og lidt stor i det, så jeg skal ikke i børnetøjsforretninger. Jeg finder en forretning. De fører ikke tøj i denim. Men pigen, der hjælper mig, fortæller mig, at der er en stor forretning med tøj i denim oppe på tredje sal.

Jeg takker og styrter op på 3. sal. Finder butikken og farer ind. Jeg finder jakken. Den er på udsalg. Fedt. Man kan få den i flere forskellige farver. Min datter har ikke skrevet hvilken farve, hun vil have den i. Jeg prøver at ringe hende op. Hun svarer ikke. Har sikkert undervisning. Jeg finder linket med billedet frem. Den farve, bare ganske almindelig lys, blå.
På vej ud af mallen kommer jeg forbi forretningen med jakkerne til kvinder, som jeg besøgte først. Det er den samme pige, som kommer mig i møde. Jeg siger tak til hende for hendes hjælp til at finde jakken til min datter. Hun smiler. Jeg går videre og tænker, at jeg skal være lidt tidligt i lufthavnen. Derude er der også et shopping-center. Måske kan jeg finde noget lækkert til min kone og min søn der. Jeg har ikke tiden nu. Det næste møde starter om et kvarter, og jeg har ikke nået at kigge mit oplæg igennem.