Psykisk hjælp

Jeg har brug for hjælp. Jeg ved bare ikke, hvad det er, jeg har brug for hjælp til. Der er dage, hvor jeg er glad og tilfreds med livet. Men så er der altså også dage, hvor alt bare er surt og sort. Intet er rart. Ingen er interessante at tale med eller at høre på.
De dage, hvor jeg synes, at alt er sort, har jeg også smerter. I hele kroppen. Det er, som om der er noget, der banker alle mine muskler sønder og sammen. Jeg har bare ikke lyst til at stå op og komme i gang med dagen. Alligevel står jeg op. Jeg er jo opdraget til at være pligtopfyldende. Og jeg skal passe mit arbejde.

Haft det skidt længe

Jeg har haft det sådan i ret lang tid. Og jeg har været hos lægen for at få undersøgt alt. Der er intet fysisk i vejen med mig. Jeg er rask og i god form. Så jeg kan ikke helt forstå, hvorfor jeg har det sådan nogle dage. Min læge har sagt, at det kan skyldes, at jeg måske ikke har det sociale liv, som jeg var vant til. Han sagde direkte til mig, at han mener, at jeg har en depression, og at jeg bør finde mig en psykoterapeut, som kan hjælpe mig. Han begrundede sit forslag med, at han helst ikke vil udskrive en recept på lykkepiller. De kan føre til misbrug. Men hvis jeg insisterede på det, så kan han godt give mig lykkepiller. Han bad mig om at tænke over det.

Det har jeg så gjort. Og jeg er nået frem til: Det skader ikke mig at gå i samtaleterapi. Skaden vil være på mit månedlige budget. Det er jo ikke gratis at gå i terapi. Men hellere lide nogle afsavn i nogle måneder end at blive afhængig af medicin. Sådan tænker jeg.

Brug for psykoterapi

Min plan er derfor, at jeg vil kontakte en psykoterapeut i København snart. Jeg skal bare lige samle modet og kræfterne til det. Det er jo ikke, sådan at jeg bare lige griber telefonen, og ringer op. Også selvom der kan være øjeblikke, hvor jeg faktisk tænker, at ”nu ringer du til den terapeut og får en aftale med hende – med det samme!”. Jeg har det sådan, at jeg synes, at jeg bør vide, hvad mit problem er, inden jeg ringer op til hende.

Jeg ved godt, at det er en forkert holdning at have, men jeg er skruet sådan sammen, at jeg ikke bare kan ringe op og sige: ”Jeg har brug for din hjælp nu.” Hvad nu, hvis hun spørger mig om, hvad det er, hun skal hjælpe mig med? Jeg vil jo ikke kunne give hende et klart svar. Og i stedet for at ringe op så udskyder jeg det. Indtil jeg har fundet svaret. Kan man ringe op til en terapeut og sige, at man har brug for hjælp, men ikke ved, hvad det er, der er galt? På et tidspunkt beslutter jeg mig for, at ”Ja, det kan man godt”.