På grund af krisen for fem år siden blev jeg desværre opsagt fra mit job som salgsassistent i et firma, som sælger kontorinventar og servicerer kontorer og virksomheder i hele landet. De år, jeg var ansat i firmaet, var gode år, det var en god arbejdsplads, og vi havde et dejligt og humørfyldt arbejdsklima og et godt socialt sammenhold.
Men jeg tog til efterretning og havde forståelse for, at firmaet var nødt til at indskrænke på grund af krisen. Selvfølgelig var jeg skuffet, og dengang kunne jeg slet ikke se, hvad jeg fremadrettet kunne beskæftige mig med. Heldigvis var jeg medlem af Frie Funktionærer – men alligevel…
Efter et par uger derhjemme meldte jeg mig i køen af arbejdsløse, og i forbindelse med en samtale på jobcentret gav jeg udtryk for, at jeg var parat til at påtage mig et vikararbejde som salgsassistent eller kontormedarbejder hvor som helst. Tre dage efter besøget på jobcentret blev jeg ringet op af sagsbehandleren, som oplyste mig om, at man i et mindre transportfirma manglede en medarbejder som afløser til telefonpasning og telefonservice. Jeg sagde straks, at det kunne jo ikke gå værre end galt. At passe telefonen ville ikke være et problem for mig, jeg kunne vel bruge min sunde fornuft, men telefonservice, som handler om en aftale mellem flere vognmandsfirmaer, var jeg nervøs for. Nu arbejder jeg her på andet år, har lært en masse og har daglig kontakt til mange positive kunder.
Jeg er lykkelig for, at jeg har fået en rigtig god arbejdsplads, hvor der er mulighed for personlig udvikling, læring og ikke mindst herlige kolleger.
